Umulige, elskværdige Emma

For mange år siden besluttede mig for, at nu skulle det være – nu måtte jeg endelig få læst Jane Austen og se, hvad det hele handlede om. I to uger overgav jeg mig til Austens univers, og jeg fik læst 4 af hendes bøger.

De eneste to bøger jeg ikke læste var Emma og Mansfield Park. Af de to var Emma den eneste, jeg var overbevist om, jeg aldrig ville læse. Emma irriterede mig grænseløst i alle film og tv-versioner af bogen, jeg havde set, så hvordan kunne det at læse om hende på nogen måde være bedre?

Hvis jeg nu havde husket mig selv på (næsten) alle bog-elskeres mantra: ”bogen er bedre end filmen”, så havde jeg nok overvejet, om jeg muligvis tog fejl. For det gjorde jeg – jeg tog grueligt fejl.

Jeg elskede, mod al forventning, at læse hver eneste side af Emma. Ja, Emma er forkælet, forfængelig, indbildsk og tror hun er bedre end alle andre, men hun vil det bedste for dem, hun holder af, selvom hun ikke altid ved, hvad det bedste er, og hun er aldrig bedre, end at hun kan indrømme, hun har taget fejl.

Og Emma fejler tit, nærmest hele bogen igennem, men når hun stilles overfor sine fejltagelser (oftest med hjælp fra Mr. Knigthley), så forsøger hun, på bedste vis, at rette op på dem igen. Hun tilgiver let og glædes over andres lykke – så ja, selvom hun er langt fra den mest fuldendte eller elskværdige Austen heltinde, så er der en lethed over hende. Nogle ville klassificere denne lethed som overfladisk, men den kærlighed hun føler for sin familie, for Knightley, og hendes ønske om ikke at såre andre mennesker – selvom hun kommer til det – stikker så meget dybere.

Jeg holdt af Emma til sidst, fordi hun tør erkende sine fejl, stå ved dem, og forsøge at hæve sig over dem. Bogen handler ikke om, at Emma og Mr. Knightley skal overkomme indbyrdes misforståelser og fordomme, men snarere at Emma skal overkomme noget i sig selv.

Til sidst får Emma da også den lykkelige slutning med Mr. Knightley, som hun har fortjent. Der er heller ingen anden mand, der ville kunne matche hende. Mr. Knightley er Emmas naturlige modsætning, en stabiliserende kraft. Hvis Emma karakteriseres af en lethed, der kan true med at hæve hende alt for højt over alle andre, så er Mr. Knightley tyngdekraften, der trækker hende støt (og nogle gang lidt brysk) tilbage. Og når man ved, at de to i sidste ende finder hinanden, så er det en fryd at læse alle deres små diskussioner og uoverenstemmelser, og vide det er et udtryk for en dyb tillid og hengivenhed overfor den anden. De skal bare lige regne den ud – og når de gør, er det med en af de bedste sætninger i fiktionens verden: ”Hvis jeg elskede dig mindre, var jeg måske i stand til at tale mere om det.” Hvem kan sige nej til det?

 

Jeg var overrasket over Emma, og jeg er uendeligt taknemmelig for, at bogen blev valgt til en LOVEBOOKS read-along, ellers var jeg måske aldrig nået til den, og det ved jeg nu, at jeg ville have fortrudt uendeligt.  

Kirstine Sø Dieckmann er gæsteblogger på LOVEBOOKS, og blogger til daglig på redbubble.com/people/curz.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address