Svedige hænder og et pulserende hjerte

Jeg har, gennem hele mit liv, flere gange befundet mig alene med den dreng eller pige, mit sind på daværende tidspunkt havde udset sig som mål for min kærlighed. Jeg har siddet med bankende hjerte, svedige hænder og set verden indsnævre sig, sekund for sekund, indtil det eneste jeg så var et ansigt. Jeg har været ramt af åndenød og set min fornuft kaste sig ud af vinduet, fordi min hjerne gik i hormonelt overdrive, det øjeblik jeg var i nærheden af denne person.

Jeg har stået overfor mit crush og oplevet verden forsvinde, omgivelserne glide væk, min krop blive et svagt minde, og det er altid først i øjeblikket, hvor min hånd eller mine læber rører deres, at jeg kommer tilbage til mig selv. Det er først, når ord og handlinger udveksles, og vi begge bliver klar over, at vi ikke er alene i det her, at vi begge har gået som spændte fjedrer omkring hinanden, at min hjerne kan slappe af og registrere verden igen.

Men hvad så når man ikke er til stede i rummet? Hvad hvis rummet er et rum af ord, og det ikke er din krop, men en fiktiv en af slagsen der er fanget i et virvar af begær og forelskelse?

Det er en ekstraordinær følelse at læse en bog og pludselig opdage, at verden er gledet væk, at dit hjerte hamrer i dit bryst, og dine hænder nærmest er klistret fast til siderne. Det er dét, der har gjort mig til en så ivrig læser. Mine bedste bog-minder er altid øjeblikke, hvor jeg har glemt mig selv i en bog. Det kan være alle slags bøger, der gør at mine omgivelser bliver lidt slørede, og jeg kun ser ordene på papiret. Det kan være en krimi, et digt, en roman, der får mig til at vende siderne hurtigere, end jeg nærmest kan læse dem. Allermest dog når det gælder kærlighed.

love

Jeg husker få bog-oplevelser bedre, end da jeg første gang læste Jane Eyre af Charlotte Brontë. Jeg havde aldrig hørt om den før, men jeg havde købt den, fordi den tiltalte mig med sit smukke, stof-indbundne ydre. Jeg begav mig tøvende ind i Charlotte Bröntes univers, og i næste nu mindes jeg at sidde dybt sunket ned i min lænestol, mens Jane Eyre og Mr. Rochester står i hendes soveværelse, efter hun har reddet ham fra at brænde. De siger godnat, han giver hende hånden, de tøver, de giver ikke slip… Min krop var febrilsk, jeg mærkede spændingen, alt det der lå uberørt og usagt i det tomme rum mellem dem. Det var ligegyldigt, at det ”blot var en bog”, jeg var ligeså følelsesmæssigt til stede i situationen som de fiktive karakterer.

Da vi endelig når til deres forlovelse, meget senere, er jeg nærmest ekstatisk. Intet øjeblik er så forløsende som bekendelsen, intet kan måle sig med de følelser, der pludselig overvælder, fordi de ikke længere bliver holdt tilbage. Bogen har bygget op til dette øjeblik, og nu er det her, endelig kan de give ord til kærligheden, og i det de gør det, føler jeg samme fryd som dem.

I krimier er det ofte suspense, jeg oplever igennem læsningen, og til slut er det tilfredsstillelse og lettelse, når morderen er fanget, og alt er vel. Gyser-genren indgyder frygt og en anden slags lettelse (eller mangel på samme), når den er ovre. Men kærlighedsbøger gør noget helt specielt ved mig. De er muligheden for at blive forelsket igen, det er sommerfugle og svedige hænder, og om end de lever lykkeligt til deres dages ende, eller jeg ender grådkvalt, så er det altid en positiv oplevelse.

Kærlighedsbøger er at blive mindet om noget af det gode i verden.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address