Smagsdom: Anna og det franske kys

Her på LOVEBOOKS kan man for tiden få lov til at læse de fem første kapitler af Anna og det franske kys af Stephanie Perkins i en læseprøve, og det tilbud kunne jeg ikke andet end at takke ja til. Jeg kan kun anbefale, at du også læser de første fem kapitler af den kommende YA-roman, og det kan du gøre her.

Efter at have læst de første fem kapitler har jeg nemlig fundet frem til en god og en dårlig nyhed, når det kommer til Anna og det franske kys.

Anna og det franske kys Stephanie Perkins

Den gode nyhed: De første kapitler giver et indtryk af en sød og forførende bøg.

Jeg er måske allerede solgt, fordi bogen foregår i Paris (nogle gange er jeg billig købt). Stephanie Perkins vælger at starte bogen ud lidt som Meg Cabot starter Prinsessens Dagbog: med en hovedperson, der brokker sig over sine forældre – noget som de fleste nok kan sætte sig ind i. Det er en god og hurtig måde at få læseren over på hovedpersonens side, og det virker. Til at starte med syntes jeg, det var lidt underligt, at Anna brokkede sig over at skulle til Paris, men som hun selv finder frem til, er det ikke så meget turen eller Paris, der går hende på, men at valget bliver taget for hende. Anna ville bare gerne have været en del af samtalen og en aktiv del af beslutningsprocessen, og man kan ikke andet end at forstå hende – det er trods alt hendes liv.

Stephanie Perkins lette og flydende sprog gør, at man som læser hurtigt kommer ind i bogens univers, og side efter side bliver hurtigt læst. Sproget minder en smule om tankesprog, og det simple, ukomplicerede men samtidig lettere sprudlende sprog gør Anna og det franske kys til en bog, som både er let at læse og gå til.

I læseprøven når vi at blive introduceret til Anna, den nye skole og hendes nye omgangskreds, og der er flere ting, som begynder at tage form i krystalkuglen: hvem der bliver venner, og hvem der absolut ikke bliver venner, Annas udvikling og selvfølgelig den parisiske romance, som titlen hentyder til. Vi forlader Anna med et lille crush, og jeg er i hvert fald spændt på at se, hvordan sommerfuglene i Annas mave udvikler sig til et fransk kys.

Den dårlige nyhed: Efter at have læst de først fem kapitler af Anna og det franske kys føles den 10. april lige pludselig rigtig langt væk! Jeg kan slet ikke vente!

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address