Prioritaire af Iselin C. Hermann

 Prioritaire af Iselin C. Hermann udgivet som e-bog ved Lindhardt og Ringhof.
ItemImage.aspxCitat fra Priotaire af Iselin C. Hermann:
“Jeg er gammel nok til at ryge cigaretter, men for ung til at være bange for konsekvenserne.
Jeg er gammel nok til at føde børn, men for ung til at være moder.
Jeg er gammel nok til at bo alene, men for ung til at have en sofa.
Jeg er gammel nok til at tjene mine egne penge, men for ung til at lægge op til min alderdom.
Jeg er gammel nok til at have taget en uddannelse, men for ung til at være begyndt at betale tilbage på min studiegæld.
Jeg er gammel nok til at huske Algierkrigen, men for ung til at føle andet end nedarvet vrede over anden verdenskrig.
Jeg er gammel nok til at springe en nats søvn over, men for ung til at sove middagssøvn.
Præcis så gammel er jeg.”
Prioritaire af Iselin C. Hermann er en erotisk og sanselig brevroman. Da Delphine Hav ser på en udstilling af billeder malet af den franske kunster Jean Luc Foreour, gør billederne så stort indtryk på hende, at hun sender et takkekort til Foreur. Derefter indledes en lidenskabelig brevudveksling mellem Delphine og den ældre kunstner Jean Luc.
Denne brevkorrespondance mellem to fremmede personer – ikke kun milevidt fra hinanden i distance, men også i personlighed – er en smuk rejse gennem kærlighedens nuancer. Det befriende ved at fjerne de åbenlyse barrierer som ofte udgøres af en kejtet vane eller et uheldigt udseende. Nysgerrigheden som visker grænserne ud. Distancen som sætter fantasien på overarbejde.
Sproget er vidunderligt. Det er eksotisk og erotisk, det er smukt og poetisk. Der er beskrivelser så fantastiske, at jeg ikke begriber, hvordan man kan få ord til at være så fyldestgørende og beskrivende. Brevene løsriver de snevrende bånd, som hverdagens takt og tone foreskriver og åbner op for farlige fristelser og frimodige følelser.
Rikke Andrup er gæsteblogger på LOVEBOOKS og blogger til daglig på sin egen blog Andrup’s Bookshelf.

About Rikke Andrup

Gæsteblogger. Blogger til daglig på andrupsbookshelf.com


Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address