Mystik og romantik: FORBANDEDE KÆRLIGHED

Screen Shot 2016-04-29 at 08.55.12

Forbandede kærlighed af Colleen Hoover er en sød kærlighedshistorie, der er hyggelig at læse, indtil slutningen tromler dig ned og efterlader dig helt opløst i tårer og med stor trang til chokolade. Eller måske var det bare mig.

Ved et LOVEBOOKS-arrangement sagde Lise Lotte Frederiksen engang, at en romantisk helt er en, der skal låses op for. Og det må man sige gælder for Miles Archer i Forbandede kærlighed. Tate og Miles indleder et forhold, eller knapt så meget et forhold og mere ren sex, med to regler fra Miles’ side:

1. Spørg aldrig ind til fortiden.

2. Forvent ikke en fremtid.

Miles er virkelig ”a man of mystery”.

Det, der er med de mystiske helte, der skal låses op for er, at der som regel er en heltinde, der sidder inde med lige de egenskaber, der skal til for at lirke ham op. Langt gennem Forbandede kærlighed var jeg i tvivl om, hvad der ville ske, for jeg var ikke altid sikker på, at Tate havde nøglen.

Heldigvis for mig, så har læseren sin egen nøgle til Miles. Bogen er nemlig skrevet fra både Tate og Miles’ synsvinkel, men med det twist at Miles’ synsvinkel er seks år tilbage i tiden. Så læseren får et indblik i den fortid, Miles nægter Tate. For mig gjorde det virkelig bogen interessant på flere måder. Jeg fik lidt flere brikker til at løse puslespillet end Tate, men i størstedelen af bogen gør det ikke den store forskel. Og kapløbet mellem fortid og nutid for at forstå Miles bliver mere og mere intenst. Indtil der bliver låst op.

Jeg forventede nok, at jeg kunne få lov til at ånde lettet op. Men idet der bliver låst op, får vi ikke mulighed for at få luft. I stedet griber Colleen Hoover fat i alle følelser og viser bagsiden af kærligheden – den forbandede kærlighed. Så ens følelser bliver revet godt rundt i manegen, uden der kommer en forløsning på de problemer, der er opstået undervejs. Men da mysteriet er opklaret, er det nu Miles’ tur til at løse problemerne som en ægte romantisk helt …

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address