Mindet om den gode scene – Et tørklæde og en shopaholic

grønt tørklæde
Nogle gange skal der ikke meget til for at få mig til at vende tilbage til en bog, jeg allerede har læst. Sommetider er det blot en anmeldelse, en reference, et billede af bogen eller et billede, der bare minder mig om handlingen, der får mig til finde en bog frem igen. Forleden var det en filmatisering.

Jeg faldt tilfældigt over filmatiseringen af En shopaholics hemmelige drømmeverden i fjernsynet, og det kunne jeg ikke modstå. Jeg elsker den måde, filmen viser, hvordan butikkerne lokker Becky med mannequindukker, der bliver vækket til live, og som gør deres bedste for at vække hendes interesse. Derudover har jeg i lang tid sukket over Hugh Dancy, som spiller Luke Brandon i En shopaholics hemmelige drømmeverden.

Da jeg sad der og så filmen, fik tanken om at genlæse bogen sneget sig ind i mit hoved. Men det var ikke den første bog i Sophie Kinsellas Shopaholic-serie, som jeg fik lyst til at læse, men derimod den anden bog i serien, En shopaholic i New York. Jeg elsker nemlig scenen med tørklædet i slutningen af den bog, og i slutningen af filmatiseringen, da filmen er en blanding af den første og anden bog i Shopaholic-serien. Sidste gang jeg genlæste Shopaholic-serien, var det så lang tid siden sidst, at jeg havde glemt, denne scene finder sted i den anden bog og ikke i den første. Jeg endte med at læse den første bog og blev en smule skuffItemImage.aspxet, da jeg ikke fik min yndlingsscene med. Det gjorde heldigvis, at jeg i denne omgang kunne huske jeg skulle have fat i En shopaholic i New York og ikke En shopaholics hemmelige drømmeverden.

Jeg er virkelig vild med den scene i lufthavnen. Men jeg er egentligt vild med alt det, der sker, efter Becky opdager, at Alicia har noget i gære. Herefter er det som om, bogen kommer til live for mig. Auktionen, det søde øjeblik mellem Becky og Derek Smeath da tørklædet bliver solgt, og til sidst når Luke dukker op i lufthavnen med tørklædet. Det var egentligt alle disse øjeblikke, jeg genlæste bogen for at genopleve. Jeg elsker Sophie Kinsellas måde at afrunde bogen på. Men jeg havde faktisk glemt prikken over i’et – kapitel atten ”To måneder senere”, hvor vi (og Luke) finder Becky i gang med hendes nye arbejde i Barneys. Jeg havde helt glemt, hvordan denne slutning er en start på noget nyt. Selv hvis ikke jeg vidste, at der var flere boger, ville jeg være vild med slutningen og kapitel atten, da det er så sødt og håbefuldt, at man ikke kan andet end at færdiglæse bogen med et smil på læben.

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address