Lørdagsanbefaling: Blomsternes hemmelige sprog af Vanessa Diffenbaugh

Drømmer du om at finde en bog, du kan blive helt opslugt af? En bog du både kan grine og græde med, en bog der vil røre dig og fascinere dig fra start til slut? Så har vi den perfekte lørdagsanbefaling til dig.

 

Blomsternes hemmelige sprog Vanessa Diffenbaugh

Blomsternes hemmelige sprog af Vanessa Diffenbaugh er en smuk roman om kærlighed, moderskab, hjemløshed og tilgivelse – og om de ting, som kun kan siges med en buket smukke blomster.

Blomsternes hemmelige sprog møder man Victoria Jones, som altid har holdt en påpasselig afstand til andre mennesker. Hun er en forsagt pige, der er vokset op hos forskellige plejefamilier, og som 18-årig bliver hun hjemløs og bor i en park i San Francisco.

I den viktorianske tid blev blomster brugt til at udtrykke store følelser, der var umulige at sige: en lyserød rose for ynde, fresia for varigt venskab og forglemmigej for et ønske om evige minder. Victoria Jones bruger det viktorianske blomstersprog til at kommunikere og udtrykke sine egne følelser, selv når der ikke er nogen at tale med. Hun finder trøst i at binde buketter og samle blomster for at få et afløb for de tanker og følelser, der hjemsøger hendes sind.

En dag møder Victoria blomsterhandleren Renata, som bliver imponeret over Victorias store viden om blomsternes sprog. Victoria bliver ansat hos Renata, hvor hun kan sammensætte blomsterbuketter, der siger alt det, kunderne ikke selv kan få sagt. Victoria spreder lys og varme med sit store talent og forståelse for kundernes behov og blomsternes evner. Men selvom Victoria så let kan hjælpe sine omgivelser, har hun selv mange problemer. Hun tør ikke stole på nogen, og hun er bange for at knytte sig til andre mennesker.

Alligevel indleder Victoria dog et forhold til Grant, som hun har mødt på blomstermarkedet. Men da det viser sig, at Grant har en forbindelse til Victorias fortid, må Victoria tage en svær beslutning …

Blomsternes hemmelige sprog er en uforglemmelig læseoplevelse. Siderne vender nærmest sig selv, og tiden går så hurtigt i selskab med en så velskrevet bog. Bogen er perfekt som weekendsforkælelse og virkelighedsflugt.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address