Læsning i det fri

For mig er læsning noget, der foregår derhjemme. Jeg læser oftest i sengen med en kande te (og hvis det skal være helt perfekt også lidt kage). Der er noget særligt over det med at sidde inde med en god cd på anlægget, yndlingsteen på kanden og med en eller anden form for kage – gerne småkager – ved hånden, mens man læser en god bog. Og hvis bogen virkelig er god, ja så ænser jeg ikke, at cd’en stopper, teen i koppen bliver kold og småkagerne glemt (okay, det sidste sker nok ikke). For mig er indendørs læsning  lidt det samme som at komme hjem til nybagte boller og varm kakao efter at have leget ude i sneen. Mit ritual bliver ikke ringere af lidt regnvejr – det er bare prikken over i’et. På mange måder er læsning for mig en indendørsaktivitet og den perfekte regnvejrsaktivitet.

Indendørslæsning

Men der skete noget i løbet af foråret, der kom lidt bag på mig. Jeg er nemlig begyndt at læse udenfor. Når vejret er til det, tager jeg en bog under armen, pakker lidt proviant, og så bevæger jeg mig ud i solskinnet for at læse. Jeg har allerede fundet mig et yndlingssted, der ikke er langt fra min lejlighed og tæt på et supermarked, hvis jeg skulle have brug for mere at spise/drikke. Faktisk er jeg gået i min fars fodspor. Han har brugt mange timer på at cykle rundt i byen for at finde et godt sted at læse, når der var tid og vejr til det. Mange spørger, om man ikke bliver forstyrret af diverse lyde, eller om man føler sig beskuet. Men ligesom når jeg læser indenfor, bevæger jeg mig ind i en lille osteklokke, hvis bogen er god nok. Når jeg sidder hjemme lukker bogen af for baggrundsmusikken, når jeg er ude, er det lyden fra trafikken, som forsvinder. Og når jeg sidder der på græsset, mellem træerne, med solen i ansigtet, så kan jeg sjældent finde på noget, jeg hellere vil.

UdendørslæsningJeg havde ikke troet, at jeg ville nyde at læse ude i det fri så meget, som jeg faktisk gør. Nu er læsning for mig blevet til en aktivitet, der både kan ske inde og ude og i alt slags vejr.

Hvor foretrækker I at læse? Er I også præget af vanens magt, som jeg, og sidder de samme steder, når der skal læses? Og hvilke bøger glæder I jer til at få med ud i solskinnet? Jeg skal i hvert fald have Lola og naboens søn med ud i løbet af juni!

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address