Kinsellas piger: Lexi Smart

9788711391938Lexi Smart er hovedpersonen i bogen Hvem er jeg? hvor hun efter en ulykke vågner op med hukommelsestab. Lexi har mistet 3 år af sit liv – det er 2007, men for Lexi var 2004 i går. Ikke nok med at hun skal vænne sig til, at både hun selv og hendes mor ser anderledes ud, så er hendes lillesøster pludselig blevet teenager, Brad Pitt og Jennifer Aniston er gået fra hinanden, så har Lexi også en mand. Ja, Lexi er blevet gift med en gudesmuk millionær, der hedder Eric! Hun kan bare ikke lige huske ham …

Lexi føler sig lidt som Askepot, indtil de små revner, i det ellers så perfekte liv, begynder at dukke op. Lexi har mange spørgsmål, som ikke er besvaret i den ægteskabsmanual, hendes mand har lavet til hende. Nogle af dem kan han ikke svare på, andre kan hun ikke stille ham. Hvorfor er Lexi ikke på talefod med sine venner længere? Hvorfor ved Eric ikke, hvem Fi er? Hader alle Lexis kollegaer hende virkelig? Hvordan er hun på tre år gået fra at være almindelig ansat til at være chef for afdelingen, når hun aldrig har været ambitiøs? Og da endnu en mand melder sig ind i kampen om hendes hjerte, ved Lexi virkelig ikke, hvad hun skal stille op.

Lexi er vågnet op til en hel anden verden og et helt nyt jeg, som hun ikke rigtig kan forstå. Hun prøver at finde ud af, hvordan hun er endt der, hvor hun er. Men hun finder ikke mange svar, nærmere flere spørgsmål.

Lexi er en af mine yndlingsheltinder, fordi hun virkelig prøver på at gøre det rigtige. Hun vil så gerne finde frem til svaret eller få sine minder igen, og på vejen gør hun alt, hvad hun kan for både at vænne sig til sit nye liv, de nye omgivelser, de nye venner, den nye mand men også for at række ud til de venner, som hun ikke kan forstå, hun ikke længere taler med, og som hun savner. Samtidig kæmper hun også med et job, som 2004 Lexi ikke helt forstår sig på.

Til sidst går det op for Lexi, at det er bedst at være sig selv. Hun kan ikke lade som om, hun forstår sit nye liv eller skrue tiden tilbage til 2004 for alle andre, selvom hun selv befinder sig der. I sin søgen efter at finde ud af, hvem hun er, ser vi Lexi finde ind til sig selv og finde frem til den, hun er nu – ikke Lexi fra 2004 og heller ikke den Lexi fra 2007, som hun ikke kan genkende. Og selvom hun først ikke kan se det, er de to versioner af hende selv måske så uforenelige, som hun tror …

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address