Hvem er den ultimative Mr. Knightley?

I februar måned har LOVEBOOKS afholdt en read-along af Jane Austens kærlighedsklassiker Emma. Via hashtagget #KbhLæserAusten på Instagram har vi læst og diskuteret vores vej igennem den fantastiske roman. Og faktisk har vi ikke vendt den sidste side i bogen endnu.

Vi er dog allerede begyndt at sukke over den søde romantik, som Jane Austens roman byder på. Emma er nemlig en kvinde, der er blind overfor sine egne følelser, og hun kan ikke se det, der er lige foran øjnene på hende. Hun ænser ikke den galante, karakterfaste og omsorgsfulde Mr. Knightley, selvom han altid står på spring for hende. Men det gør vi. Mr. Knightley er nemlig en sand drømmefyr og ganske nem at forelske sig i.

Emma er en roman, der er blevet filmatiseret adskillige gange, og derfor er vi gået på jagt efter den ultimative Mr. Knightley. Hvilken skuespiller synes du spiller ham bedst?

emma mænd

I filmatiseringen fra 1996 spilles Emma af den yndige Kate Beckingsale, og Mr. Knightley spilles af Mark Strong med det intense blik. De to skuespillere har en fantastisk kemi, og filmen er en fryd for øjet.

Min egen personlige favoritfilmatisering af Emma er også fra 1996. Det er udgaven med Gwyneth Paltrow i hovedrollen som den forfængelige Emma og Jeremy Northam i rollen som drømmemanden Mr. Knightley. Jeg har en stor svaghed for de søde scener, hvor det forelskede par kigger hinanden dybt i øjnene, og jeg synes, Jeremy Northam er en perfekt Mr. Knightley.

Men Johnny Lee Miller som spiller Mr. Knightley i den nylige mini-serie Emma fra 2009 er også en værdig konkurrent. Efter 240 minutter i selskab med den charmerende Johnny Lee Miller, er det næsten umuligt at vælge en favorit …

Hvem er din ultimative Mr. Knightley?



6 svar til “Hvem er den ultimative Mr. Knightley?”

  1. Camilla siger:

    Som jeg også lige har skrevet på instagram, så har jeg lige genset udgaven med Johnny Lee Miller og jeg må indrømme, at jeg var en lille smule forelsket til sidst :-) han er faktisk virkelig god i den udgave! Men favoritten blandt alle udgaver af Emma, vil altid være filmatiseringen med Gwyneth Paltrow. Ikke mindst på grund af Jeremy Northam. Han er ualmindelig skøn som Mr. Knightley og jeg bliver helt blød i knæene, når han skælder Emma ud efter episoden med miss Bates ♥ Jeg tvivler meget på, at jeg nogensinde vil finde en bedre Mr. Knightley

    • Rikke Møller siger:

      Jeg elsker virkelig også Jeremy Northam! Og jeg kan virkelig mærke, at jeg snart har brug for at se filmen igen. Den er simpelthen så skøn.

  2. Camilla K. siger:

    Det er klart Jeremy Northam! Det er den udgave jeg ser som den “ægte” og jeg kan ikke lade være med at se de andre som parodier, der ikke helt når op til samme standard. Det er i øvrigt også tilfældet med de utallige versioner af Stolthed og Fordom – der er kun én Mr. Darcy og det er Colin Firth. No questions asked.

    • Rikke Møller siger:

      Jeg har det på præcis samme måde :) Han gør det også så godt, den kære Jeremy! Og Colin Firth er i øvrigt også min ultimative Mr. Darcy.

  3. PiaA siger:

    Det må nok blive Mark Strong, da han lægger tættest på den Mr. Knightley jeg havde i hovedet. Jeremy Northam er klart den pæneste af dem, men han er lidt for goofy/fjolle-forelsket. Og Johhny Lee Miller tjae…han scorer i al fald point på at spille med i – efter min mening – bedste adaption af Emma. FYI, så kan netop BBC udgaven i 4 afsnit med Johnny Lee Miller købes i StereoStudiet for 69,95. Røverkøb!

    • Rikke Møller siger:

      Mini-serien er virkelig skøn. Og den er også SÅ flot udført, man bliver helt revet med af de meget, meget, meget smukke scener. Det er ren idyl!

      Og tak for tippet! Det skal helt bestemt udnyttes.

Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address