Glæden ved at genlæse: PIGE I TYVERNE

Friends are like stars

You can’t always see them

But you know they’re always there.”

Pige i tyverne Sophie KinsellaJeg ved ikke, hvem der står bag ovenstående citat, men det er nu meget rigtigt. Og jeg synes, det samme gør sig gældende for en god bog eller en god historie. Når man først har fundet en god historie, kan man altid vende tilbage til den igen og igen.

En af de historier jeg gang på gang vender tilbage til er Pige i tyverne af Sophie Kinsella. Det er den Kinsella-bog, jeg oftest vender tilbage til, så jeg spurgte mig selv, hvorfor det lige var den, og svaret er meget simpelt: bogens ene hovedperson, Sadie.

For det første elsker jeg stort set alt, der har et overnaturligt element. Og man må sige, at spøgelset Sadie falder under denne kategori.

For det andet er jeg, som mange andre, fascineret af 1920’erne. Den store Gatsby og de glitrende kjoler fra 20’erne får nok mange pigehjerter til at banke lidt hurtigere. Måske det er ”Golden Age thinking” (et begreb Woody Allen tager op i filmen Midnight in Paris, hvor vi blandt andet besøger 1920’ernes Paris i selskab med forfatterne Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald) – en længsel efter en svunden tid. Gennem Sadie får man både et medium for længslen og et indblik i tiden.

For det tredje faldt jeg pladask for Sadies personlighed. Det er nok grunden til, at jeg vender tilbage til bogen og til Sadie igen og igen. Sadie er nemlig frisk og fyrig. Hun er ikke bleg for at gå efter, det hun vil have, om så det betyder at bære den kjole, hun altid har sukket efter eller at tvinge Lara ud i en date med en hot amerikaner, hvor ingen af dem egentligt har lyst til at være der. Sadie ser igennem Lara, og de løgne Lara fortæller både sig selv og omverdenen. Hun gør det, fordi hun selv har været i Laras sko, men modsat de fleste andre, vi møder i bogen, så konfronterer Sadie Lara med det.

Selvom Sadie måske nogle gange går over stregen for at bevise en pointe, gør hun det altid for Laras bedste. Sadie er sådan en person, man ville ønske, man havde i sit liv. Derudover elsker jeg billedet af Sadie, der følger Laras evigt bekymrede mor rundt, mens hun råber af sine lungers fulde kraft, at alting nok skal gå, og der er ingen grund til bekymring. Det er en reminder, vi nok alle kunne bruge en gang imellem.

Det er min 3-i-1 grund til, hvorfor jeg elsker Sophie Kinsellas Pige i tyverne. Der er mange andre ting i bogen, som jeg også holder af, men Sadie vil altid være øverst på listen. Hvad synes I om bogen og Sadie?

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address