Finurlige fortællerforhold: Projekt Rosie af Graeme Simsion

Noget af det første der springer i øjnene på en, efter man er gået i gang med Projekt Rosie af Graeme Simsion er, at fortælleren er en mand. Det er ellers ikke noget, man ser særlig tit i bøger som denne, og hvor er det altså forfriskende! Det er rart for en gangs skyld at se handlingen udfolde sig fra mandens synspunkt. Men det faktum at fortælleren er en mand, og at det er atypisk for genren, er ikke det eneste interessante ved fortællerforholdet i bogen. Hovedpersonen i Projekt Rosie er professor Don Tillman, som har aspergers syndrom, og dette gør, at han som fortæller har en stil, der er både interessant og sjov for læseren.

Fordi Don har aspergers syndrom, ser han verden anderledes end andre, og han opdager ting, som andre ikke lægger mærke til – og samtidig er der mange andre ting, som Don ikke lægger mærke til, selvom de er åbenlyse for andre. En stor del af bogens humor stammer herfra. Nogle gange ender det ud i, at man som læser ryster lidt på hovedet af Don, når han ikke opfanger, at nogen flirter med ham, når sarkasme går hen over hovedet på ham, eller når han selvsikkert tænker, at Rosie ikke er sur på ham, selvom hun ikke taler til ham i flere timer. Andre gange udløser det fnisen, og hvis jeg nu havde siddet hjemme og ikke på biblioteket, da jeg læste nogle af de mest fniseværdige passager, havde jeg nok også grint højlydt. I stedet måtte jeg flere gange holde bogen tæt ind til brystet i forsøg på at undertrykke en voldsom fnisen.

Det er også humoren og livsglæden i bogen, mange lægger vægt på i Projekt Rosie, som dette lille udpluk af engelske anmeldercitater viser:

“A laugh-out-loud debut” – Mail on Sunday

“Don Tillman keeps us laughing like hell” – Matthew Quick

“An exuberant life-affirming read… has that all-too-rare ability to make us laugh out loud. Hilarious” – Sunday Times

“I couldn’t put this book down. I laughed the whole way through” – Sophie Kinsella

”Clever, humane, tears-in-your-eyes funny and a madly romantic love story” – Liz Jensen

Så hvis du har lyst til at læse en romantisk bog set fra en mands synspunkt med en fortællerteknisk sjov og knapt så udbredt stil, så er Projekt Rosie et godt bud på en bog for dig. Den har romancen, humoren, livsglæden og dens atypiske hovedperson gør også, at man for en stund ser verden (og måske også sig selv) i et nyt lys.

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address