En skøn solskinsbog: LOLA OG NABOENS SØN

Lola og naboens søn lovebooks stephanie perkinsI Lola og naboens søn møder vi Lola, som bor i San Francisco med sine to fædre. Søndagsbrunch er en tradition for Lola og hendes fædre, så det skal Lolas nye kæreste da selvfølgelig med til. Men Lolas fædre kan ikke lide Lolas kæreste Max og mener, at han er for gammel til hende. De kan meget bedre lide den nyligt indflyttede nabodreng Cricket. Lola prøver dog gøre alt, hvad hun kan, for at undgå Cricket, da det var ham, der knuste hendes hjerte nogle år tidligere …

Men mødet med Cricket er dog uundgåeligt, og Lola ender i et stort dilemma. Hun er forvirret over sig selv og sine følelser og aner ikke, hvad hun skal gøre. Hun bliver ved med at lyve over for sin kæreste, hvilket hun senere ikke ved, hvorfor var nødvendigt. Samtidig tilbringer hun mere og mere tid sammen med den charmerende Cricket, der “tilfældigvis” altid er, hvor Lola er. I bogen følger vi derfor Lola og hendes kamp mellem de to fyre, samt kampen om hende selv. Hun leder efter svar fra fortiden og søger svar for fremtiden.

Den charmerende Cricket Bell er umulig ikke at falde for. Cricket er høj og nørdet, og så siger han bare altid de rette ting, og han baner derfor vejen lige til hjertet. En sjov detalje i Lola og Naboens Søn er, at vi får små gensyn med Anna og Etiénne, hovedpersonerne fra Stephanie Perkins første bog Anna og det franske kys. Disse indblik i Anna og Etiénnes forhold var jeg virkelig vild med, for jeg elskede Anna og det franske kys. Både Anna og det franske kys og Lola og naboens søn er skønne ungdomsbøger, som handler om piger, der prøver at finde dem selv, samtidig med at kærligheden banker på døren.

Jeg elskede Lola og hendes lille familie bestående af hendes to fædre; de var simpelthen så søde, og jeg elsker endnu mere, at forfatteren Stephanie Perkins indbragte homoseksualitet og LGBT i litteraturens verden og YA-bøgerne. Jeg var helt vild med persongalleriet. Lola og hendes fædre Nathan og Andy, Anna og Etiénne, Cricket og Calliope og Lolas veninde Lindsey. Personbeskrivelserne fungerer bare i Stephanie Perkins’ bøger. Hun formår lige så let at livliggøre sine karakterer, og jeg synes, at historierne bliver sjovere, når man føler, at man kender personerne.

Lola og naboens søn er ligesom Anna og det franske kys en sød fortælling, som jeg mener, man samtidig virkelig kan lære fra. Anna og Lola gennemgår udviklinger for at finde dem selv, og jeg elsker, at det ikke altid er den store kærlighed, der kommer i front. Dog elsker jeg også de romantiske øjeblikke, og man bliver nemt varm om hjertet af Cricket og Lola og naboens søn.

Lola og Naboens Søn er en vidunderlig solskinsbog. Den er, ligesom de andre bøger i serien, anbefalelsesværdig til alle, der elsker en sød historie, finurlige karakterer og massere af kærlighed!

 

Rikke Udall-Ekman er gæsteblogger på LOVEBOOKS og deler til daglig boganbefalinger på sin Instagram-profil@booknerdis.

About Rikke Uldall-Ekman

Gæsteblogger. Deler til daglig boganbefalinger på sin Instagram-profil @booknerdis


Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address