E-bogens mange fordele

Ofte, når jeg sidder og læser, så foregår det med en snack i den ene hånd og en bog i den anden. Det har længe været et problem på mange måder, for det bliver hurtigt lidt kejtet, når siderne skal vendes, eller når der skal understreges noget i bogen. Det er ikke altid, jeg har et bord til rådighed – det har jeg f. eks. ikke, når jeg sidder på et klapsæde i toget. Men her kommer bøgernes superhelt ind i billedet: E-bogen.

shopaholic2

E-bogen har bare visse fordele, som printbogen ikke har. Den gør det nemt at spise og læse på en gang. Jeg kan sidde med min mad i den ene hånd og e-bogslæseren i den anden, og jeg skal bare bruge en finger for at bladre. Det klares nemt med den samme hånd, der holder e-bogslæseren. Med denne hånd kan jeg også highlighte, bogmærke eller åbne og lukke bogen. Det er simpelthen så nemt. Alt ligger jo lige der ved hånden.

En anden fordel ved e-bogen er, at jeg ikke behøver have lyset tændt om aftenen. På de nyere modeller af e-bogslæsere er der baggrundslys, som kan justeres alt efter lysniveauet i det rum, man befinder sig i. Det er altså ret smart. Så behøver jeg ikke længere rejse mig for at slukke lyset, når jeg gerne vil sove – jeg kan bare slukke det, så snart jeg går i seng.
Samme glæde finder jeg i, at man kan justere skrifttype og –størrelse; det betyder, at jeg snildt kan tage brillerne af og putte mig godt ned under dynen og bare læse. Skriftstørrelsen skruer jeg bare op, så jeg tydeligt kan se den, og så er det ikke længere et problem at læse uden briller – i hvert fald ikke for de par minutter der gør, før jeg er træt nok til at sove.

Når jeg skal ud at rejse med bus og tog – eller måske endda med fly – så er det også temmelig praktisk bare at tage sin e-bogslæser med, og så har man adgang til tusindvis af bøger. Nuvel, så skal man huske at lade den op og tage opladeren med, men ofte passer den med den man bruger til mobilen, og den har man jo alligevel tit med.
I hvert fald betyder det, at jeg med e-bøgerne kan slæbe alle mulige titler med, i stedet for at skulle udvælge de fem jeg vil læse på min ferie. For sådan en som mig, der er stor lystlæser, er det en kæmpe fordel, for jeg ved ikke altid, om jeg får lyst til Charlaine Harris eller Sophie Kinsella.

E-bog vs. printbog er efterhånden en gammel debat, og der er tusindvis af grunde til at elske de gamle fysiske bøger; lugten, følelsen, at eje noget rigtigt. Jeg kan sagtens tilslutte mig en masse af disse årsager, men for mig bidrager e-bogen med endnu flere muligheder, og jeg begynder at holde mere og mere af den. Den kan noget, som printbogen ikke kan, præcis ligesom printbogen kan noget, som e-bogen ikke kan. De har hver deres fordele og ulemper, og jeg foretrækker ikke den ene over den anden, men holder lige meget af dem begge to.

Irene Jensen er gæsteblogger på LOVEBOOKS, og blogger til daglig på sin egen blog Boghunden.dk.

About Irene Jensen

Gæsteblogger. Blogger til daglig på boghunden.dk


Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address