Den bedste afslutning: ISLA OG JAGTEN PÅ LYKKE

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Stephanie Perkins og læste Anna og det franske kys var jeg skeptisk, men til min egen overraskelse faldt jeg pladask for bogen. Det samme skete med Lola og naboens søn, igen var jeg skeptisk, måske mest fordi det var en to’er, og det er sjældent, de er ligeså gode som den første, men igen faldt jeg pladask for bogen.

Så kom Isla og jagten på lykke og denne gang var jeg ikke skeptisk, men snarere lidt nervøs. For hvad nu hvis den ikke levede op til de to andre? Hvad nu hvis jeg endte med at elske de to andre, men hade den her? Heldigvis var det ikke tilfældet. Faktisk tror jeg Isla og jagten på lykke er min yndlings af de tre. Jeg forstår godt alle dem, der faldt for Étienne og Anna, som blev charmeret af Lola og Crickets mærkværdighed, men der var noget over Isla og Josh, der fangede mig på en måde ingen af de andre gjorde.

Jeg tror det har noget at gøre med Josh og Islas forhold, der, i modsætning til i de to andre bøger, starter forholdsvist tidligt i bogen (og selvfølgelig har sine op og nedture på trods af dette) og føltes virkelig modent. Måske skyldes det, at Josh er en smule ældre end de andre har været, men der var noget i deres forhold, jeg satte stor pris på. Det var også meget let for mig at relatere til Isla og Josh, hvilket gjorde læseoplevelsen så meget bedre, for det gjorde det nemmere at leve mig ind i universet og sætte mig i deres sted. Kemien mellem de to er fantastisk beskrevet, uden at være overdrevet. Deres gravitation mod hinanden, først som venner, så med følelser det bliver sværere og sværere at se bort fra virkede naturlig og meget virkelighedstro, og jeg følte en hvis genkendelighed.

Selvfølgelig er bogen lige så fuld af fine beskrivelser, søde eventyr og humor som de andre bøger har været, og der er stadig intet, der helt slår at drømme sig ind i Stephanie Perkins romantiske univers.

Den fransk/amerikanske kostskole, som vi kender fra Anna og det franske kys, er igen meget af omdrejningspunktet for bogen, og det er en fantastisk setting. Jeg tog mig selv i at sukke efter selv at være på et romantisk eventyr i Paris – eller Manhattan, hvor bogen starter, og hvor Isla og Josh tilfældigt støder på hinanden i et møde, der nok er en af de bedste scener i bogen, og som starter deres rejse mod hinanden.

For fans af de andre bøger, så er Isla og jagten på lykke absolut et must-read. På usædvanligvis er tre’eren i en serie blevet min yndlings, så måske er der andre, der er lige så heldige, andre der ser samme varme og lys i Josh og Isla og deres jagt på lykke, som jeg gjorde. I hvert fald formår Stephanie Perkins atter engang at skrive en romantisk historie, der hverken føles klichefyldt eller urealistisk. Den er fuld af gode karakterer, kærlighed, en lille smule drama og er alt i alt en historie, som jeg ville ønske var min egen, og som jeg har nydt at være en del af.

Kirstine Sø Dieckmann er gæsteblogger på LOVEBOOKS, og blogger til daglig på thoughtsinpurplue.wordpress.com.


Isla og jagten på lykke af Stephanie Perkins

ItemImage
I tre år har Isla haft et crush på den indadvendte tegner Josh, som hun går i klasse med på School of America i Paris.I sommerferien møder hun ham tilfældigt på Manhattan, og romantikken begynder at blomstre. Men i løbet af skoleåret er både hun og Josh dog tvunget til at konfrontere de udfordringer, som alle unge par må gå igennem: familiedrama, usikkerhed omkring ens valg for fremtiden og risikoen for at blive adskilt.

Med New York, Paris og Barcelona som baggrund byder denne søde og fantastiske historie om ægte kærlighed også på et gensyn med de elskede karakterer Anna, Étienne, Lola og Cricket fra bøgerne Anna og det franske kys og Lola og naboens søn.

Køb bogen her.


Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address