Blomsternes hemmelige sprog – en hovedperson springer i blomst

Blomsternes hemmelige sprog Vanessa DiffenbaughBlomsternes hemmelige sprog af Vanessa Diffenbaugh er lidt som en blomst, der springer ud for øjnene af en. Og ja, jeg er godt klar over, at det lyder som en kæmpe kliché, men bær venligst over med mig.

I Blomsternes hemmelige sprog følger man Victoria og hendes udvikling, efter at hun som attenårig forlader det gruppehjem, hun har boet i. For mig var Victoria en hård nød at knække, og dermed var bogen det også, fordi Victoria er bogens fortæller. Til at starte med kunne jeg ikke finde ud af hende, da hun virkede til at holde information fra læseren. Blev man som læser sat i samme bås som Meredith og derfor ikke indviet i al informationen, eller løj Victoria i virkeligheden for sig selv og dermed også læserne? Jeg valgte at tro på det sidste. Den første mulighed virkede så dyster, og jeg blev tidligt i min læsning forelsket i tanken om, at Victoria ville blomstre som de blomster, hun omgav sig med.

Heldigvis blev mine forhåbninger til virkelighed. Victoria er i starten uvenlig, vanskelig og stikkende. Hun holder folk på afstand, men efterhånden som folk viser hende nærvær, begynder Victorias væsen langsomt at ændre sig. Mens Victoria stille begynder at åbne sig for andre, åbner hun sig også for sig selv. Efterhånden som Victoria med tiden får det menneskelig nærvær, som hun har manglet, opblomstrer hun, og man ser, hvordan hun begynder at genkende andres positive følelser for hende reflekterer tilbage. Men der er stadig et problem, Victoria skal overvinde, inden hun for alvor kan interagere med de andre og elske dem, som hun gerne vil.

Victoria skal lære at elske sig selv. Hun holder sig på afstand af andre mennesker, fordi hun ikke tror, hendes tilstedeværelse kan udmunde i noget positivt for andre. En stor del af Victorias usikkerhed skyldes en episode i hendes barndom, som danner klimakset for flashbackene. Victoria er meget på vagt overfor mennesker, og det er til tider meget trist at være vidne til. Til gengæld er det en dejlig fornemmelse at bevidne til, hvordan Victoria som person springer ud og bliver mere og mere helstøbt.

Vi forlader ikke Victoria med den perfekte happy ending men i processen til at kunne elske sig selv og sin omverden lidt mere. I modsætning til Victoria i starten af bogen, forlader vi en håbefuld Victoria, der tror på, at fremtiden vil bringe noget godt. Hun er ikke naiv og er klar over, at livet kommer med sin portion af medgang og modgang, men hun har livsgejst og kampgejst, og som læser kan man ikke lade være med at tro, at selvom hun ikke har fået sin happy ending, da hendes rejse endnu ikke er slut, så venter den nok på hende et eller andet sted derude, når hun engang er færdig med at gro.

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address