Audreys verden er også for voksne

Audreys%20verden%20COVERFor mig er Audreys verden af Sophie Kinsella suverænt sommerens bedste udgivelse. Da jeg læste bogen, faldt jeg pladask for den og for Audrey i sådan en grad, at jeg havde lyst til at genlæse bogen med det samme, efter jeg var blevet færdig. Audreys verden er lanceret verden over som Sophie Kinsellas første ungdomsbog, og det er det også, men lad det ikke afskrække dig fra at læse den! Der er nemlig mange ting i bogen, som fungerer rigtig godt (for ikke at sige meget bedre) for en mere moden læser.

Noget som alle kan nyde er Audrey selv. Audrey er en dejlig fortæller, som til tider holder kortene tæt ind til brystet, hvilket giver mystik og spænding. Hun henvender sig direkte til læseren her og der, hvilket fungerer rigtig fint, især når det bruges til at øge mystikken. Derudover er hun en skarp observatør, hun er sjov og sarkastisk og hendes skildring af sin familie og især sin mor er fantastisk. Til tider tangerer beskrivelserne af Audreys mor karikatur, men det fungerer virkelig godt. De fleste unge ville kunne følge Audreys rysten på hovedet, hvor ældre læsere måske kan sætte sig i både Audrey og hendes mors sko.

Meget af komikken i bogen skabes via Audreys mor og især via forholdet mellem moren og storebroren Frank. Det gode ved at læse bogen som en mere moden læser er, at man kan se historien fra alle vinklerne. Vi forstår både teenagerne, Audrey og Frank, men også forældrene. Vi kan følge alle siderne i konflikten, som alle giver mening.

Noget jeg virkelig holdt af i begyndelsen af bogen var Audreys skildring af moren, og alle hendes skøre indfald ”ved hjælp af” the Daily Mail. Det er virkelig sjovt, men samtidig er det noget, vi alle kan nikke genkendende til, måske fra vores egen mor, fra os selv eller fra begge dele. For hvem er ikke sprunget på en ny diæt, træningsform eller noget helt tredje for hurtigt at indse, at det virkelig ikke er sagen? Det giver både tid til selvrefleksion og rum til at grine af sig selv, hvilket jeg synes var fantastisk. Det er klart en af fordelene ved at læse Audreys verden, hvis man er lidt ældre end målgruppen.

Derudover er det en sød, sjov og virkelig underholdende bog, som er et must-read, hvis man elsker Kinsella og hendes skrivestil – gå ikke glip af denne bog, fordi du tror, du er ”for gammel”! Du er ikke for gammel, Audreys verden har noget for os alle, og jeg tvivler på, at de fleste af os har glemt, hvordan det er at være 14 år.

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address