At sætte ord på sin yndlingsbog

03.02.15
03.02.15(4)
03.02.15(2)

Jeg har rigtig svært ved det. At sætte ord på den bog, som betyder allermest i min samling. Det er lidt sjovt med yndlingsbøger, for faktisk er der jo så mange gode bøger derude, som rummer så meget forskelligt, at det mildest talt burde være umuligt at vælge én bog ud af så mange og så sige, at det er dén. Dét er min yndlingsbog.

Men sådan har jeg det. Sådan har jeg det med Stolthed og fordom af Jane Austen. Første gang jeg læste den var tilbage i gymnasiet, hvor jeg skulle skrive SRP-opgave om kærlighed i litteraturen, og derfor havde valgt både en ny og en gammel klassiker at dykke ned i. Af nyere kærlighedsromaner valgte jeg en Nicholas Sparks roman, og af gamle klassikere – uden egentlig at vide, hvad jeg begav mig ud i – stod jeg en dag i Bog & Idé og langede en flad 50’er over disken, og var nu ejeren af min egen allerførste udgave af Stolthed og fordom.
Der gik ikke længe, før jeg fandt ud af, at jeg befandt mig midt i noget, der var langt mere end bare en skolebog. Uden at kende til Stolthed og fordoms ikoniske plads i litteraturhistorien, bladrede jeg op på bogens første side og læste sætningen: “Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en enlig mand med en passende formue må have brug for en hustru”. Efter at have læst den første sætning, var jeg sikker på, at der var tale om en bog, som havde noget at fortælle. Og som havde tænkt sig at gøre det godt.
Jeg forelskede mig i løbet af de efterfølgende sider i en bog og i en forfatter. Jeg følte mig suget ind i Jane Austens vidunderlige, finurlige og helt igennem fantastiske skønlitterære univers fra første kapitel, og jeg havde ikke lyst til at lægge bogen fra mig i et eneste øjeblik.
Det Jane Austen formår – som jeg endnu har til gode at opleve andetsteds – er, at binde sig selv og sin egen person ind i historiens karakterer på en sådan måde, at man ikke blot føler sig nært bundet til de fiktive personer, men også føler sig nært bundet til Austen. Jane Austen har forståelsen for at knytte en skarp holdning til enhver dialog, hun besidder en usammenlignelig fornemmelse for beskrivelsen af den mindste detalje, og så danser hun rundt med læseren i en verden af tyk sarkasme og gennemsyret intelligens.
Dette blev på mange måder ligeså meget en kærlighedserklæring til Jane Austen selv som en kærlighedserklæring til Stolthed og fordom. Nu har jeg også læst tre af hendes andre romaner og på hver sin måde elsket dem med ligeså stor entusiasme.
Men det der for mig gør Stolthed og fordom til yndlingsbogen er, at man på en og samme tid bliver overvældet af fortællingens storslåede karisma og dens forsigtige charme. Dens selvsikre sarkasme og dets usikre hjerteslag. Det er en bog, hvor man bliver kastet rundt blandt de store følelser. Det ene øjeblik klukker man over en kvik bemærkning, og det næste øjeblik mærker man et stik i hjertet over urimelig kærlighed.
Stolthed og fordom åbner op og byder dig velkommen ind i en verden, hvor du bliver bedste veninde med Elizabeth Bennett, kommer til at elske at hade Mr. Collins, føler dig evigt fristet af George Wickham (selvom du jo egentlig godt ved bedre), hvisker “ikke igen!” hver gang Lydia Bennett efterlader en nedskriblet note hos Colonel Forster i Brighton, og hvor du igen og igen kniber en lille tåre, når Mr. Darcy begynder sætningen: “Forgæves har jeg kæmpet. Det går ikke. Mine følelser lader sig ikke undertrykke …”
Stolthed og fordom har med andre ord lidt af det hele og mere til. Jeg kan ikke tælle de gange, jeg har læst Stolthed og fordom på én hånd.. ja, jeg er faktisk i gang med at genlæse den as we speak – og jeg kan kun anbefale jer at gøre det samme :-)

03.02.15(1)
03.02.15(3)
Nanna Rasmussen er gæsteblogger på LOVEBOOKS, og blogger til daglig på sin egen blog  Nanna Says.

About Nanna Rasmussen

Gæsteblogger. Blogger til daglig på nannasays.dk


Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address