At læse om andre læseheste

For en vaskeægte bogelsker findes der få ting, der er mere vidunderligt end at møde andre bogelskere. Gode bøger er nemlig allerbedst, når de kan deles med andre, og man kan være fælles om begejstringen og beundringen for de skrevne ord.

Derfor er det også lidt sjovt, når man læser bøger om fiktive karakterer, der også elsker at læse. Når hovedpersonen i en bog sukker over en anden bog, er det nemt at relatere til. Det er så hyggeligt at læse om andre læseheste.

Har du det på samme måde? Så har jeg to fantastiske boganbefalinger til dig – to søde og rørende bøger, der handler om kærlighed til både mennesker og bøger.

læserne i broken wheel læseheste bøger lovebooks katarina bivaldKan du mærke det? Duften af nye bøger. Ulæste eventyr. Venner man endnu ikke har lært at kende, timer af magisk virkelighedsflugt, der venter.

Katarina Bivalds debutroman er et must-read for alle bogelskere. Det er en sjov, sød og hjertevarmende fortælling om en lille landsbyflække i Iowa, der bliver ændret for altid, da den svenske Sara kommer på besøg med kufferten fyldt af forventninger og paperbacks.

Sara har nemlig i lang tid udvekslet breve med den noget ældre Amy. Sara bor i Sverige, og Amy bor i Broken Wheel i Iowa, og de to kvinder fører vidt forskellige liv, men de har deres læseglæde til fælles, og i deres breve diskuterer de deres hverdag såvel som de bøger, de læser.
Da Amy en dag inviterer Sara til at besøge hende i Broken Wheel, begiver Sara sig straks af sted. Men da hun ankommer, er Amy død og beboerne i den lille by insisterer på, at hun skal blive alligevel. Det er ikke den ferie, som Sara havde forestillet sig  – men den lille by med dens mange nysgerrige beboere viser sig, at være den bedste overraskelse, Sara kunne få.

Læserne i Broken Wheel anbefaler er en vaskeægte feel-good roman, der vil ramme lige i hjertet på enhver læsehest. Den lidt indadvendte Sara, der i starten af sit besøg hellere vil læse end tale, er et dejligt bekendtskab og det samme er resten af de skøre og velmenende beboere i Broken Wheel.

 

 

Historien om A. J. Fikrys liv lovebooksMan får alt, hvad man har brug for at vide om et andet menneske, af svaret på spørgsmålet: Hvad er din yndlingsbog?

I marts udgav Lindhardt og Ringhof Historien om A.J. Fikrys liv af Gabrielle Zevin, og det er en historie, du ikke bør gå glip af. Det er nemlig historien om en fordrukken boghandler, der finder vejen tilbage til livet igen på helt uforudset vis.

A.J. Fikry føler ikke, han har meget tilbage at leve for. Hans kone er død, salget i hans boghandel er dalet drastisk, og hans store stolthed – en sjælden udgave af Edgar Allan Poes digte – er blevet stjålet.
A.J. Fikry har altid fundet trøst og mening i bøgerne, men efter så megen personlig modgang er han ved at give op. Han er blevet sur og bitter, og da en stakkels bogsælger ankommer til hans bogbutik, må hun gå derfra i tårer efter hans hårde ord.

Men med ét forandres alting. Da A.J. Fikry en dag finder en højst overraskende pakke i butikken, bliver alt dog vendt på hovedet. A.J. Fikry får en ny chance, og han vender gradvist tilbage til det liv, han plejede at elske. Hans boghandel bliver et dejligt sted at komme, og hans læseglæde vender tilbage samtidig med hans livsglæde.

Historien om A.J. Fikrys liv af Gabrielle Zevin er en af de sødeste romaner, jeg længe har læst. Og jeg anbefaler den af hele mit hjerte til alle læseheste og bogorme.



Et svar til “At læse om andre læseheste”

  1. Nina siger:

    Jeg må vist sætte Historien om A.J. Fikrys liv på min to be read liste! :)

Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address