Anna Bridgwater: Kvinden der inspirerede mig til at skrive Lyst

Anna Bridgwater er cand.phil. i Litteraturvidenskab, freelancejournalist og forfatter. Hun har skrevet den erotiske e-bogsnovelle Lyst – en kvindes intime bekendelser, og her fortæller hun om, hvordan bogen blev til.

9788711468579

 

”Har du ikke lyst til at skrive om mig og mit erotiske liv?”

Det spørgsmål fik jeg for nogle år siden fra en kvinde, jeg dengang kun kendte af udseende. Jeg var til en venindes fødselsdag. Der var måske 20 kvinder samlet til sushi, hvidvin og kage. Den lyshårede kvinde i 30erne satte sig ved siden af mig og spurgte med lav stemme, om ikke jeg ville være hendes talerør. Det var sådan Lyst – en kvindes intime bekendelser blev til.

Jeg blev ikke overrasket over hendes spørgsmål. Jeg er journalist, så det er mit arbejde at tale med andre og skrive deres historier. Men privat er jeg også den person, andre deler deres tanker og følelser med. Jeg ved meget om mine venners parforhold, drømme, skuffelser og lyster. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Måske fordi, jeg er meget nysgerrig. Eller måske er det, fordi jeg kan holde på en hemmelighed. Eller måske er det, fordi jeg nødig vil fordømme andre. Intet menneskeligt er mig fremmed. Jeg kan blive forbløffet, men meget, meget sjældent forarget.

Kvinden spurgte mig, og jeg ville skrive om hende, fordi hun havde et hemmeligt erotisk liv. Hun var mor og hustru og havde uddannelse og et stabilt job inden for det offentlige. Og indimellem mødte hun mænd, som hun syntes, var uimodståelige. Hun kunne ikke lade være med at kysse, røre og flirte med dem. Mænd havde samme tiltrækning på hende som slik har på en femårig. Hun havde affærer med kolleger, hun kyssede og kælede med venner og veninders venner, og hun gik i byen og mødte mænd, som hun havde sex med, hvor det end kunne lade sig gøre. Udendørs, i biler, en sjældent gang imellem på hotelværelser.

Kvinden vidste, at omverdenen altid ville dømme hende og mene, at hendes adfærd var destruktiv og umoralsk. Hun ønskede ikke at såre sin mand, som hun elskede for det fællesskab, de havde skabt, og fordi han er en fantastisk mand for de tvillingedrenge, de har sammen. Men hun følte, at hun ville gå glip af en enorm glæde, hvis hun slukkede for den lyst, hun følte, når hun så en attråværdig mand, som hun begærede. Hvis hun skulle sige nej til den glæde, ville hun blive sur og indebrændt, og det ønskede hun ikke. Hun ønskede at give sig selv lov til at leve, som om hun var en kvindelig Don Juan, der lod sig drage af skønhed og nydelse.

Det er hendes historie, jeg fortæller i Lyst – en kvindes intime bekendelser. Det er en historie om at give sig selv lov til at følge sin lyst. For, som hendes fortælling bevidner, så er lyst mindre farlig, end mange af os er bange for.


 

9788711468579

 

“Jeg vil fortælle historien om mit liv. Eller i al fald en del af mit liv. En del af mit liv, som er mig, men som er skjult. Mit sexliv. Det er det, jeg er skabt til. Det er det, jeg kan.”

Verden er fuld af mænd, som en kvinde kan kysse, bide og gå i seng med. Jeg-fortælleren i denne beretning om en ganske almindelig københavnsk kvindes sexliv er en kvindelig Don Juan, som bare ikke kan sige nej. Hun elsker sin mand og sine børn, men de er ikke nok. Hendes liv går i stå uden den pirrende stemning af et nyt eventyr, så når muligheden for en ny erotisk oplevelse viser sig, slår hun til.

Denne historie om en kvinde, der elsker mænd og erotik, er inspireret af en virkelig person af kød og blod. Gennem samtaler med denne kvinde har forfatter Anna Bridgwater nedskrevet hendes fortælling som et vidnesbyrd om det hemmelige liv, hun lever parallelt med sin dagligdag med mand og børn.

Lyst er første novelle i serien En kvindes intime bekendelser.

Køb bogen hos Saxo her.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address