3 ting jeg gerne vil takke Sophie Kinsella for

      1. Hun får mig til at grine.

Vi kender dem alle – de dage man bare skal igennem. De grå og triste dage i november, marts eller for den sags skyld i juli (vi bor jo trods alt i Danmark). Måske er der sket noget, der er årsagen til det dårlige humør, eller måske har man bare fået det forkerte ben ud af sengen. Det sker! På de dage foretrækker jeg at tage fat i en chick-lit bog, og det er der en simpel grund til – den slags bøger får mig til at grine! Og som man siger ”laughter is the best medicine”.
Jeg kan stadig huske den dag, min veninde lånte mig Jeg har dit nummer af Sophie Kinsella, og gav mig advarslen ”Den er rigtig sjov”. Jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Jeg havde jo trods alt læst Kinsella før. Tsk. En times tid senere i bussen på vej hjem sad jeg så og forsøgte forgæves på at skjule min latter, der tangerede til et grineflip. Hvor var det pinligt! Hvor var det sjovt! Hvor var det fantastisk! (Og ja! Der gik lidt tid, inden jeg ikke fniste, hver gang jeg hørte Single Ladies af Beyoncé.)

      1. Ingen er perfekt.

Det er så rart, at læse om folk, der er lige så uperfekte, fjollede, håbløse, søde og rare som en selv og ens nærmeste. Vi har vel alle lavet nogle bommerter her og der. Shoppet så meget ens konto ser rødt i bedste Becky Bloomwood-stil, sagt lidt for meget til en fremmed som Emma Corrigan fra Mine hemmeligheder, eller som Lissy, Emmas ellers cool roommate, gemt en side af os selv væk i frygt for andre ikke kunne acceptere den (med mindre du er mere som den tredje roommate Jemima, i så fald tager jeg hatten af for dig, du er fantastisk om end lidt skræmmende – hvad er din hemmelighed?). I Sophie Kinsellas bøger er der så mange eksempler på, at det er okay bare at være sig selv. Det er en meget simple pointe, men jeg kan nu godt bruge at få den banket ind på lystavlen i ny og næ.

      1. Hun bringer folk sammen.

Vi skruer lige tiden 10 år og et par måneder tilbage. 16 årige Nina havde første skoledag på gymnasiet og var meget nervøs. Heldigvis skulle jeg gå i klasse med en veninde fra folkeskolen – men der var også mange nye mennesker, jeg pludselig skulle forholde mig til, og som også skulle forholde sig til mig. Min veninde og jeg delte om morgenen bord med to andre piger. De virkede søde og var nok ligeså nervøse som os. Nogle timer senere efter vi var kommet ud i klasserne og var kommet igennem den obligatoriske navneleg, blev vi sat til at skrive blå bog om hinanden (hvilket jeg egentligt stadig finder lidt underligt, men nevermind …). Jeg fandt sammen med en af de to piger, vi havde sat sammen med om morgenen, Julia. Vi skulle interviewe hinanden og på en eller anden måde kom emnet ind på læsestof. Jeg kan den dag i dag ikke huske, hvem der sagde hvad, men samtalen gik nogenlunde som følger:

”Jeg kan godt lide En shopaholics hemmelige drømmeverden af…”

”Det kan jeg også!”

”Den er SÅ god”

Og så rullede bolden bare derudaf. På den måde bondede jeg med en af mine bedste veninder allerede den første dag i gymnasiet. Tusind tak Sophie Kinsella!

Det var bare tre ting, jeg gerne ville takke Sophie Kinsella for – og tro mig jeg kunne godt blive ved, men så ville vi sidde her til nytårsaften, og vi har nok alle noget bedre at lave. Tak Sophie Kinsella! Tak fordi du viser det er okay at være den man er, tak for grinene og tak for at dine bøger bringer folk sammen.

Har I haft lignende oplevelser? Bringer bøger også jer sammen med andre? Hvad har I lært? Og hvilket Sophie Kinsella laugh-out-loud øjeblik er jeres yndlings?

Nina Sanderhoff Hansen er gæsteblogger på LOVEBOOKS.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address