10 ting du (måske) ikke vidste om Jane Austen

Jane Austen skitse billede portræt

1: Det er svært for os at vide, hvordan Jane Austen så ud.
Det eneste portræt man har af Jane Austen er en skitse, som Janes søster, Cassandra Austen, har tegnet. På skitsen sidder Jane Austen med krydsede arme og ser en anelse tvær ud, og derfor har man gjort mange forsøg på at skabe et mere nydeligt portræt ud fra tegningen. På billedet ovenfor til venstre kan man se Cassandras skitse af Jane Austen. Til højre kan man se et forsøg på at omdanne skitsen til et tydeligt portræt – bemærk vielsesringen som er blevet tilføjet på Jane Austens hånd.

2: Jane Austen giftede sig aldrig.
Selvom Jane Austen skrev så levende om kærlighed og ægteskab, blev hun aldrig selv gift. I hendes breve kan man dog læse om de mænd, der har gjort indtryk på Jane Austen – bl.a. den unge, fattige jurastuderende Tom Lefroy. Forholdet mellem Jane Austen og Tom Lefroy er blevet uddybet i filmen Becoming Jane.

3: Jane Austen elskede at danse.
Jane Austen elskede, ligesom sin hovedperson fra Stolthed og fordom, at danse. I sine breve til venner og familiemedlemmere skrev Jane Austen ofte om de fester, som hun havde været til. Flere gange skrev hun, at hun havde danset hele natten.

4: Jane Austens bedste veninde var hendes søster.
Jane Austens bedste veninde var hendes ældre søster Cassandra Austen. De gjorde alting sammen, og når de var adskilt, skrev de lange breve til hinanden og fortalte alt, hvad de foretog sig. Cassandra plejede Jane Austen, da hun blev syg og var knust over hendes død. Efter Jane Austens død brændte Cassandra mange af Janes mest private breve, så der ikke ville cirkulere uønsket information om familien efter Jane Austens død.

5: En ung forfatter.
Da Jane Austen var 23 år, havde hun allerede færdigskrevet Fornuft og følelse, Stolthed og fordom og Northanger Abbey. Hun fik dog først udgivet den første af sine romaner, da hun var 36 år.

6: Jane Austen var anonym.
Jane Austens navn optrådte ikke på hendes bøger under hendes livstid. Hun udgav Fornuft og følelse under navnet “A Lady”, og hendes andre bøger blev navngivet som skrevet “af forfatteren til …”. Det var Jane Austens bror, Henry Austen, der afslørede Jane Austens sande identitet efter hendes død.

7: Den knirkende dør.
Jane Austen forsøgte at holde sine skriverier hemmelige for tjenestefolk og nysgerrige besøgende. Da Austen-familien flyttede til et hus i Chawton, skrev Jane altid i dagligstuen. Derfra kunne hun høre, når der kom gæster på besøg, fordi en af dørene altid knirkede. Hun nægtede at få døren repareret, for den fungerede som en slags advarsel om, at der kom besøgende, så hun kunne nå at pakke sine skriverier væk.

8: Elinor og Marianne.
Fornuft og følelse blev originalt skrevet som en brevroman, og bogens originale titel var Elinor og Marianne, som også er navnet på bogens to hovedpersoner.

9: Mr. Darcy eller Mark Darcy? 
Helen Fielding begyndte at skrive Bridget Jones’ dagbog efter at have set BBC-filmatiseringen af Stolthed og fordom med Colin Firth i rollen som Mr. Darcy. Bridget Jones’ dagbog er derfor løst baseret på Stolthed og fordom, og Mark Darcy deler efternavn med Mr. Darcy.

10: Janeites – Jane Austens fans.
Jane Austen har en stor fangruppe, der kalder sig selv for “Janeites”. I løbet af de seneste år er Jane Austen popularitet kun fortsat med at vokse, og man kan både købe Jane Austen krus og actionfigurer, læse fortsættelser på Austens romaner skrevet af fans og nyde talrige filmatiseringer af hendes vidunderlige værker.



Skriv et svar

YOU MAY LIKE
Follow

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.

Email address